Wednesday, April 16, 2014

Royale hindbærsnitter


Lettere tilfældigt, men meget hyggeligt, er der royale hindbærsnitter på bloggen i dag, i anledning af Dronningens fødselsdag og min søde fætters. Det er egentlig lang tid siden de blev lavet og spist, helt tilbage i marts, til min søsters fødselsdag.


Jeg så et billede af nogle cookies dekoreret med det fine Mega Mussel mønster fra Royal Copenhagen, og det måtte simpelthen afprøves! Maler hos Royal Copenhagen bliver jeg nok aldrig, for hold da op, hvor var det svært. Jeg havde printet mønstret ud, og brugte en tynd, tynd pensel. Jeg malede med "royal blue" pastafarve og lavede nuancerne ved at dyppe penslen i Minttu. Resultatet blev jeg ganske tilfreds med, og ja hindbærsnitterne, de var perfekte hvis jeg selv skal sige det. Fødselaren var også ganske tilfreds og ligeledes gæsterne, så alt i alt må det vel siges at være en succes :)


30x25 cm bradepande

1 portion smørdej

1/2 vaniliestang
70 g. flormelis
150 g. smør
250 g. mel
1 tsk. bagepulver
1/2 dl. vand

Et glas hindbærmarmelade

Vaniliekornene skrabes ud og blandes med flormelis, smør, mel og bagepulver. Til sidst tilsættes vandet og dejen æltes til den er smidig og glat. Dejen skal nu hvile i køleskabet i 30 minutter inden udrulning.

Derefter deles dejen i 2 portioner og ruller ud til et rektangel. Den ene del kommer på en bradepande og smøres med hindbærmarmelade. Derefter placeres det andet rektangel oven på. Kagen bages i 10-12 minutter ved 200 grader. Kagen må gerne virke blød, det giver en god konsistens.

Når kagen er afkølet, smøres den med glasur og når dette er stivnet, kan malingen sættes i gang :) Lad herefter kagen stå og stivne helt, inden den skæres i passende stykker. Den kan sagtens holde sig et par dage under et viskestykke, hvis altså ikke det hele forsvinder med det samme ;)


Tillykke med fødselsdagen til Dronning Margrethe og fætter Caspar :)

No comments:

Post a Comment