Tuesday, March 4, 2014

Pandekagedag 2014


I dag er det international pandekagedag, og det skal selvfølgelig fejres! Jeg tog forskud på glæderne igår, og serverede en pandekagekage til dessert. Den bestod af en ordentlig stak pandekager med lag af chokoladecreme, hakkede hasselnødder og chokoladestykker. Hvis ikke du allerede har fået pandekage i dag, så er det bare med at komme ud i køkkenet, kagen her kan stadig nåes at laves.


8 personer

Pandekager

450 g. mel
15 g. bagepulver
1 nip salt
7½ dl. mælk
3 store æg
Olie til at smøre panden med

Bland mel, bagepulver og salt og pisk det sammen med mælk og æg til en glat dej. Hæld lidt olie på en lille slip let-pande over middelstærk varme. Tør panden af med et stykke køkkenrulle. Når panden er varm, fylder du en øse op med dej og hælder den på panden. Drej panden rundt, så dejen kommer ud til kanten. Pandekagen skal have cirka 2-3 min. på hver side, indtil den er let gylden.

Fyld

100g. mørk chokolade, 70 % kakao
50 g. smør
1 knivspids salt
180 g. hasselnødder og paranødder, ristede
600 ml piskefløde
1 spsk. vaniljeekstrakt
1½ spsk. lys muscovadosukker

ekstra chokolade til pynt

Smelt chokolade sammen med smør og en knivspids salt over et vandbad. Vandet skal simre, og skålen må ikke røre vandoverfladen. Rør jævnligt, indtil det er smeltet.

Knus i mellemtiden nødderne i en morter, så du får en nøddeblanding, der er delvis grov og fin. Tag den smeltede chokolade af varmen, tilsæt 200 ml fløde og en håndfuld knuste nødder. Pisk den resterende fløde med vaniljeekstrakt og sukker, til den tykner (det skal ikke være helt stift).

Spred en klat flødecreme på en stor tallerken, læg en pandekage ovenpå og pres den let ned i cremen. Smør den med chokolade og læg endnu en pandekage ovenpå. Fortsæt, indtil du har brugt alle pandekagerne (gem lidt creme til toppen). Pynt toppen med chokoladecreme og hakket chokolade. 



En anderledes måde at servere pandekagerne på, som man bestemt ikke går galt i byen med hos en chokoladeelsker!

God pandekagedag :)


2 comments:

  1. Ej hvor ser det bare ualmindeligt lækker ud :D


    Kig gerne forbi min blog, hvor du lige nu kan vinde et par Humlan høretelefoner fra Urbanears: http://www.voresboble.dk/give-away-humlan/ :-)

    /Amalie.

    ReplyDelete
  2. Mange tak, Amalie :) Det var også en lækker sag, og god afveksling fra den traditionelle pandekage med syltetøj og sukker.

    Fin blog du har :)

    ReplyDelete