Sunday, February 10, 2013

Fastelavn, er mit navn...



boller vil jeg have!

Så blev det fastelavnssøndag, og det skal fejres med en omgang fastelavnsboller. Men hvorfor er det egentligt at vi spiser fastelavnsboller?

Tidligere var fastelavn betegnelsen for aftenen før, fasten gik i gang. Formålet med fastelavn var, at de fastende skulle spise og drikke til de revnede, for at kunne modstå den ugelange faste. Jeg må indrømme, at jeg synes, det var et helt perfekt valg at starte fasten ud med en ordentlig omgang fastelavnsboller. Jeg har nu ikke tænkt mig at starte en faste, men en fastelavnsbolle eller to kan jeg altid klemme ned :)



Jeg har ladet mig inspirere af Meyers fastelavnsboller.

Ca. 12 stk.

Dej
250 g mel
75 g smør
25 g. gær
1 dl mælk
1 æg
Lidt salt
15 g sukker

Gæren opløses i den lune mælk, og herefter blandes mel og smør i en skål. Æg, sukker og salt piskes og blandes med mælken. Melblandingen og mælken æltes godt sammen, og dejen hæver herfter i en time

Creme
Vanilje, kornene fra en ½ vaniljestang
1 æg
15 g sukker
2 spsk. Maizena
2½ dl mælk
75 g hakkede smuttede mandler

Vaniliekornene skrabes ud og piskes med æg, sukker og maizena. Mælken varmes og blandes med æggeblandingen. Hæld blandingen af æg og mælk tilbage i gryden, og opvarm mens du pisker til cremen bliver tyk. De hakkede mandler vendes i og cremen køles af. 

Remonce
100 g sukker
100 g marcipan
100 g smør

Rør sukker og marcipan sammen. Tilsæt så smør lidt efter lidt til det er rørt helt ud i massen. Pas på du ikke rører for længe da den så vil blive for flydende når den bages.

Ælt dejen hurtigt igennem og del en i to stykker. Rul hvert stykke ud til en ca. ½ cm tyk plade og skær den i 6 stykker. På hvert stykke lægges en spsk. creme, en spsk. remonce. Fold hjørnerne af dejen ind over fyldet og samle dem så det ikke løber ud. Først foldes de fire hjørner ind over hinanden så de lapper over og derefter samles de og klemmes sammen.

Vend bollerne så samlingen vender ned, og placer dem i en papirsmuffinform. Lad dem hæve til dobbelt størrelse. Pensel dem med vand og bag dem ved 200° i ca. 15 minutter til de er smukt gyldne. Når bollerne er kolde, pyntes de med kakaoglasur. 




God fastelavnssøndag til Jer derude.

No comments:

Post a Comment