Sunday, December 15, 2013

Grantræet fra La Glace


Igen i år, forsøgte jeg mig med det berømte Grantræ fra La Glace. Det er en fransk inspireret kage, som er opkaldt efter H.C. Andersens eventyr om Grantræet. En lækker rouladebund med marcipan med fyld af nougatcreme og orangetrøffel overtrukket med chokolade creme. En syndig og helt fantastisk bid af himlen. Virkelig en af de bedste kager jeg længe har smagt. Det må blive en ny tradition, at sådan et Grantræ hører julen til.


8-10 personer

Rouladebund (25x40 cm)

150 g. sukker
100 g. marcipan
1/2 dl. mælk
10 g. mel
4 æggehvider
30 g. hasselnøddeflager

Pisk æggehviderne stive med 50 g. sukker. Rør 100 g. sukker og marcipan godt sammen. Tilsæt mælk lidt efter lidt. Tilsæt melet og vend de piskede æggehvider i. Vend godt sammen, så blandingen bliver ensartet. Fordel massen i en form med bagepapir og drys med hasselnøddeflager. Bag bunden ved 175 grader i ca. 20-25 minutter. Når bunden er færdig, vendes den på hovedet på et stykke bagepapir. Bagepapiret som hænger ved bunden, fugtes med en klud, og papiret fjernes forsigtigt.

Nougatcreme

75 g. sukker
3 spsk. vand
2 æggeblommer
150 g. smør
75 g. smeltet nougat

Kog sukker og vand til en lage. Pisk æggeblommerne skummende og hæld dem i sukkerlagen under kraftig piskning. Pisk til blandingen er helt afkølet. Pisk smørret hvidt og pisk det i massen til den er glat og skinnende. Tag 1/3 af cremen fra og gem til opsmøringen. Det resterende blandes med den smeltede nougat.

Orangetrøffel

1/2 tsk. revet appelsinskal
1/2 dl. fløde
25 g. finthakket mørk chokolade

Kog fløde og appelsinskal op og tilsæt den hakkede chokolade. Lad det stå til chokoladen er smeltet og rør herefter rundt.

Pynt

1/3 creme
75 g. smeltet mørk chokolade

De to masser blandes, og stilles på køl. Når det har sat sig, er det klar til at smøre rouladen op.

Opbygning

Læg orangetrøffel som en tyk streg på den korte siden af bunden. Nougatcremen fordeles på resten af bunden, undlad at komme fyld på de sidste 2-3 cm. Når rouladen rulles, presses ekstra fyld derud. Sæt rouladen på køl, og når den har sat sig, smøres den op med chokolade cremen.


Umiddelbart virker opskriften en smule omstændig, men den kan klares på 1 1/2 time, så det er ikke så slemt, når man først kommer i gang.


Glædelig 3. søndag i advent.

2 comments: